Alle ved, at der er stor forskel på, hvor krigeriske hunde er. Visse racer er avlet frem med det karaktræk, at de ikke sådan lige lader sig dominere af andre artsfæller. Det har ikke altid noget med størrelsen at gøre. Jeg kender eksempler på f.eks. små terriere, der ikke går af vejen for at indlede et slagsmål med kvarterets større rottweiler.
Meget af det ligger i generne - de arvelige egenskaber. Resten er miljøbetinget. Det vil sige, at det har at gøre med den påvirkning, hvalpen har fået fra første færd blandt kuldet og siden under vores vejledning. Vi kan selv nedtone eller fremelske de egenskaber, som hunden besidder.
Aggression: er naturlig egenskab for en flokjæger. Så når den store hund fra tidligere spotter et lille ”bytte”, der løber i den anden ende parken, er det til en vis grad naturligt, at indfange og ”dræbe” det. Men det kan vi jo ikke leve med, og derfor må vi i en vis udstrækning sørge for at undertrykke den adfærd.
Frygt: er en anden af de mekanismer, der kan udløse aggression mod andre hunde. Har hunden ikke haft samkvem med mange andre hunde i de første levemåneder (i socialiseringsperioden) og lært god social opførsel, kan det disponere for, at den senere vil have vanskeligheder ved at omgås andre hunde på en hensigtsmæssig måde. Angribes eller overfaldes en hund alvorligt i en ung alder, glemmer den det ikke. Mange hunde ejer kender det på den måde, at deres hund måske kun går til angreb på hunde af en bestemt farve eller race - alt efter den dårlige erfaring fra tidligere.
Dominans: Når to hunde møder hinanden og de ikke i forvejen er enten gode venner eller fjender, udspilles der en række signaler der tjener til at vise underkastende adfærd. Føler begge parter sig berettiget til dominans, kan det ende i slagsmål.
Befinder hunden sig på eget territorium, som kan inkludere den lokale park/træningsplads, er aggressionen ofte forværret. Det samme gælder i ejerens nærvær. Mange kender det. Får to hunde lejlighed til at møde hinanden uden snor og væk fra ejeren, sker der sjældent noget. Passerer de to samme hunde hinanden, mens ejerne har dem i snor, udvises ofte voldsom forsvarsaggression.
Hvis man kan forøge sin egen dominans over for sin hund, vil den være mindre tilbøjelig til at dominere andre hunde. Samtidig opnår man også en forøget kontrol over hunden i tilspidsede situationer.
Enhver hundeejer bærer ansvaret for at hans hund ikke skader andre. Man kan selv gøre meget for at undgå slagsmål. Indtil hunden har lært en fornuftig social adfærd, må man holde den i kort snor eller måske ligefrem give den mundkurv på.
Vibeke Laulund